Tips og tricks til den gode ansøgning og CV

Vi har samlet en række gode tips og tricks til, hvordan du skriver en god jobansøgning og et godt CV, og hvordan du begår dig smartest til en jobsamtale. Du kan læse dem nedenfor eller downloade en pdf med dem her. Pdf'en indeholder også eksempler på en velfungerende ansøgning og CV.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ansøgning

En ansøgning består af et ansøgningsbrev og et CV. Brevet skal i bund og grund fortælle, hvad der har fået dig til at søge stillingen samt lidt om dig selv. CV’et er en kort oversigt over dit liv med en opremsning af personlige data, uddannelse, erhvervserfaring, samt IT- og sprogkundskaber.

 

Brevet

  • Ikke noget sjusk!
    Selvom det virker fuldstændigt banalt at sige det, så skal du huske at skrive korrekt firmanavn og kontaktperson! Brug desuden stavekontrol. Det er rigtigt dumt at signalere sjusk i en ansøgning. Dit eget navn, adresse og kontaktoplysninger kan du evt. lade være brevhovedet, som en linje øverst.

  • Overskrift
    Her skriver du annonceoverskriften eller stillingsbetegnelsen og eventuelt, hvor du har set stillingen.

  • Indledningen
    Indledningen skal være så kort som muligt. Du kan f.eks. referere til en telefonsamtale, eller til det, der fangede dig i annoncen.

  • Motivation for jobbet
    Forklar, hvad der motiverer dig til at søge netop denne stilling. Du bør tage udgangspunkt i annonceteksten og besvare de krav, der er opstillet i annoncen.

  • Faglige og personlige kompetencer
    Begge dele skal gerne passe til jobannoncen. Det er her, du for alvor skal svare på annoncens krav og give arbejdsgiveren lyst til at møde dig. Hvorfor er det lige dig, der passer til stillingen? Hvordan kan du tilføre virksomheden noget værdifuldt?

  • Konkrete eksempler
    Benyt gerne konkrete eksempler, så dine udsagn ikke kommer til at virke som postulater. Hvis du kan underbygge dine kompetencer med eksempler, øger det troværdigheden og tydeliggør dine erfaringer. F.eks. "At være salgsbackup for 5 meget aktive kørende sælgere har vist, at jeg kan holde hovedet koldt i pressede situationer og holde mange bolde i luften, uden at tabe en eneste."

  • Afslutning og bilag
    Du kan afslutte med, at du selv ser dig som den rigtige kandidat til stillingen, og at du ser frem til at høre fra virksomheden. 
    Afslut ansøgningen med venlig hilsen og dit fulde navn.
    Nævn under bilag, at du vedhæfter dit CV.
  • CV

Et CV er en kort beskrivelse af dine data:

  • Personlige data
  • Uddannelse
  • Erhvervserfaring
  • Kompetencer samt IT- og sprogkundskaber

Under personlige data skriver du bl.a. fulde navn, adresse og kontaktoplysninger og fortæller, om du er gift/har kæreste og børn.

Gør noget ud af at beskrive, hvilken funktion du har haft i dine tidligere stillinger, og hvilke arbejdsopgaver, du har beskæftiget dig med.

Uddannelse, som ligger langt tilbage i tiden, bør kun optræde som en enkelt linie.

IT kompetencer kan beskrives med system, samt om du er superbruger, er rutineret eller har kendskab til. Det samme kan du gøre med dine sprogkundskaber og tilføj endelig, at du bruger et givent sprog til hverdag, hvis det er tilfældet.

 

Jobsamtalen

Nervøsitet kan ikke helt kureres. Måske kan det hjælpe at huske på, at det ikke kun er arbejdsgiveren, der skal vælge medarbejder. Du skal også vælge arbejdsgiver! Har du styr på de nedenstående punkter, hjælper det også til at nedbringe nervøsiteten. Det er vigtigt, du er åben og ærlig i jobsamtalen. Det skulle jo også gerne være det rigtige job for dig!:

  • Kom altid i god tid. Der er INGEN undskyldning for at komme for sent.
  • Vær pæn og naturlig i din påklædning. Uden kendskab til virksomheden kan du have svært ved at tilpasse din påklædning, men du går aldrig helt galt ved at have en pæn og neutral påklædning på til samtalen.
  • Giv et fast håndtryk, og husk øjenkontakt.
  • Sid ordentligt på stolen og undgå unoder som at vippe på stolen, bevæge fødder eller ben nervøst, lege med kuglepen eller andet.
  • Tal højt og tydeligt - og hav ikke noget i munden, hverken tyggegummi eller pastiller.
  • Vær forberedt på spørgsmål som:

    • Hvorfor har du søgt lige netop denne stilling?
    • Hvad kender du til firmaet?
    • Dine egne stærke og svage sider
    • Hvorfor skal vi vælge dig?

  • Giv udtryk for din interesse for stillingen.
  • Forbered også gerne nogle spørgsmål til stillingen, som ikke besvares i stillingsannoncen.